Om Kasper - set fra vennesynsvinklen
Om Kasper - set fra vennesynsvinklen
Mennesker i denne verden er så forskellige – det er selvfølelig en ganske banal konstatering at indlede med, men ikke desto mindre sand. Der er dog de mennesker der skiller sig ud for os alle sammen hver især – det er dem vi vælger at kalde vores venner, måske den mest rosende betegnelse man kan give et andet menneske. Det karakteriserer nemlig al vores evne til at føle hengivenhed, tillid, venlighed og dele vores interesser. Tolket således kan man påstå, at vi bliver lykkeligere – måske endog bedre – mennesker i kraft af de venskaber vi har. Jeg var venner med Kaspar Kragh Meyland i cirka 10 år. Jeg mødte ham på Sorø Akademi og var stadig venner med ham, da han forlod denne verden alt for tidligt.
Meyland var et menneske med flere facetter og interesser. Først og fremmest besad han en veludviklet evne til at koncentrere sig om et emne, foruden en sensibel intelligens. Når man dertil lægger hans gode hukommelse, forekommer det ikke mærkværdigt, at han anskaffede sig en endog meget vidtfavnende viden – indeholdende mange nuancer og en betragtelig detaljerigdom. For mig at se var der ingen tvivl om at Meyland var en intellektuel. Deri også inkluderet hans glæde ved drøfte emner af meget forskellig karakter. Med ham kunne man diskutere filosofi, computerspil, mytologi, politik, rollespil, religion, litteratur, film foruden meget andet. Det interessefelt jeg personligt delte mest med ham var dog historien. Det var formentlig antikkens Rom, mere end noget andet vi delte en fælles fascination af. Det forekom ganske naturligt at debattere om det nu var Cæsar, der nu havde udstukket den varigste linje for imperiet, eller om Augustus gjorde det på egen hånd? Stod republikken virkelig ikke til at redde? Kunne romerriget have erobret hele Europa eller Parthien? Var Trajan eller Hadrian den bedste kejser? I sådanne spørgsmål bestod kimen til undertiden lange og indholdsrige diskussioner.
Meyland var dog andet og mere end blot en samtale værd. Mange er de minder med ham, hvor vi flere venner sad ved bordet over en god middag, ledsaget af en flaske tilsvarende rødvin – hvor Meyland især værdsatte de italienske fra Piemonte og Valpolicella. Til disse minder hører også skovturene i Frederiksberg Have med kroket, petanque og frem for alt kongespil. Enkelte billeder står dog også klart frem; som den brunch hvor vi så Asterix og Kleopatra – og vi alle sammen sang – sikkert mere entusiastisk end smukt – med på Kagesangen og Oh, jeg er så glad for mad. Ligeledes når han muntert lirede løs af citaterne fra Monty Python, eller gik så langt til at genopføre deres sketchs med andre – deriblandt var The Black Knight en kær forestilling, ligesom scenen med den berømte replik; ”My hovercraft is full of eels.” Andre gange udviste han et særdeles ubehageligt talent for at vinde i Matador, hvor han på mystisk måde altid fik fat på de grå grunde – og folk lige så mystisk blev ved med at lande på dem. Strategien og taktik havde han også en ganske betragtelig glæde for – personligt oplevet ved Axis & Allies og flere gange set anvendt mod andre i Warhammer. Selvfølgelig lykkedes hans planer ikke altid, men der var dog altid noget kunstfærdigt over det.
Meyland var der når man havde brug for det. Da jeg engang foretog en flytning, der foregik med et minimum af begejstring og end mindre planlægning, deltog Meyland igennem hele katastrofen og undlod – så vidt jeg ved – at brokke sig over forløbet. Flytninger var overordnet set, noget han havde ganske godt styr på. Også når en fest skulle arrangeres troppede han op, og hans beredvillighed var værdsat af mange tror jeg. Havde man noget personligt var han altid en der lyttede. Et andet aspekt af hans personlighed så jeg for alvor under hans sygdomsforløb. Han tog hele situationen med en respektindgydende ro og en kras humor. Da han slutteligt så sit livs slutning i møde, gjorde han det med samme ro og med nærmest ubegribeligt mod – afklaret til det sidste. Jeg tror at det kun er et fåtal der kan gøre som han.
Med afsæt i min indledende bemærkninger om venskab, så vælger jeg at tænke på mig selv som et rigere menneske, i kraft af det venskab jeg har haft med Meyland. Han var inspirerende at have som ven.
København 2011
John Kolze
Kære Lene
Jeg ved ikke, om du kan huske mig, men du var min klasselærer på Sorø Privatskole, hvor jeg startede i sommeren 1995 i 4. klasse. Du var min klasselærer indtil 6. klasse, tror jeg. Her blev klassen delt, og Kirsten blev derfor min nye klasselærer. Det er jo efterhånden mange år siden, så det er helt forståeligt, hvis du ikke lige har mig i erindringen :-)
Jeg sidder her torsdag aften, og pludselig kommer jeg til at tænke på Kasper, og hvor han mon er i dag. Jeg tror ikke, at jeg har set Kasper siden, vi stoppede på SPR, så hvorfor han i dag dukkede op i mine tanker, må guderne vide. Jeg googlede derfor hans navn, og så det helt ubærlige💔 Det gør mig utrolig ondt, at du/I har mistet ham - jeg kan slet ikke forstå det. Ser ham så tydeligt for mig. Hvor kan livet være uretfærdigt.
Mit første minde om Kasper er faktisk, da jeg lige var startet på SPR. Vi skulle på lejrtur til Ringe, og Kasper skulle med, selvom ham vist gik på en anden skole dengang. Vi skulle hele tiden gå to-og-to, og da jeg var den nye og Kasper lærerens søn, så blev vi et makkerpar og traskede Ringe rundt sammen :-) Sidenhen kom vi så i klasse sammen.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg vil med min mail. Måske bare fortælle dig, at Kasper (som du selvfølgelig ved) har berørt mange mennesker i sit alt for korte liv. Og selvom Kasper og jeg alene var klassekammerater i få år, så fik han mig til at sende ham en varm tanke her på en ganske almindelig torsdag aften i 2024.
Æret være Kaspers minde.
Mange kærlige hilsner
Ida
_______________________________________________________________________________________
Tusinde tak for mailen, Ida. Du gav mig lov til at sætte dit minde på Kaspers hjemmeside. Det er jeg meget, meget glad for.