Kaspers bog:

Meylands mindeværdige meninger om mangt og meget...

Indledning

Kasper var et unikt menneske med et intellekt ud over det sædvanlige. Refleksion og eftertanke var lige så selvfølgeligt for Kasper som den luft han indåndede – nogle gange måske vigtigere. I hvert fald kunne Kasper glemme at spise, hvis han var fordybet i egne tanker om denne verdens genvordigheder.
Kasper blev indlagt på Rigshospitalet ultimo februar 2010 – og efter mange hårde og smertefulde måneder var Kaspers kamp for livet ved at ebbe ud. En månedstid før Kasper døde, nævnede jeg forsigtigt, at det dog havde været mere skånsomt, hvis han havde været alle disse smerter foruden og havde fået fred i den første fase af sygdommen. Kaspers svar var, at jeg skulle tænke på alle de gode stunder, vi havde haft sammen. Hvor tæt vi havde fået lov til at komme på hinanden - og hvor mange dybe samtaler, vi havde haft gennem de 16 måneder.  

I begyndelsen af juni måned 2011 mistede Kasper synet. En tillægsstraf, som næsten var ubærlig. Kasper kunne ikke se at læse eller spille computer. Jeg læste nyheder, spillede musik, fortalte om tidligere tider... og da Kasper bad mig om at nedskrive hans ord, blev de sidste 14 dage af hans liv meget intense. Kaspers venner havde lagt en besøgsplan, så de kom på forskellige tidpunkter og altid mindst to besøg om dagen. Familien kom også flittigt, og ind imellem dikterede Kasper sine tanker. Kasper nåede 14 sider inden han lukkede sine øjne.

Jeg er meget ydmyg overfor Kaspers tapre og heltemodige takling af hele denne periode – og Kasper, - Jeg er stolt over, at du valgte mig som din mor.

Her kan du læse Kaspers tanker. Teksten er skrevet ordret ned som dikteret af Kasper - og rækkefølgen er som han har valgt. Stykket om venner og familie besluttede Kasper, at jeg skulle læse op i kirken - ligesom han også selv planlagde, hvordan begravelsen skulle foregå ned til mindste detalje... også sit sidste hvilested på Sorø Klosterkirkes Gamle Kirkegård ved siden af Akademiet, som betød så meget for ham... 

De kærligste minder om min højtelskede søn og den tid, vi nåede at have sammen, Lene.

Indhold Meylands meninger...: 

• om at ligge for døden

• om venner

• om familie

• om begravelser

• om pli

• om samfundet

• om medier

• om elevatorers mystik

• om stress

• om psykologer

• om sygehuse og personalet, der huserer der

• om tid

• om det danske sprog

• om døden

• om alkohol

• om ro i nattelivet

• om vold i nattelivet

• om ære

• om arkitektur

• om kunstnere

Om at ligge for døden

Jeg tænker en masse trætte tanker, om hvor træt jeg i virkeligheden er.

At ligge for døden er faktisk hårdere, end man skulle tro. – Hvorfor hedder det egentlig ”at ligge for døden”? – Man kommer til livet.

Den cykliske eksistens ville vel være ”at komme til døden” – eller hvad?

Tanker i forbindelse med at ligge for døden. Modstridende tanker – en tristhed ved ikke at måtte mere – men også én eller anden form for lettelse i, at der er noget, der minder om fred efter tærsklen. 

Om venner 

Det er sjovt, for tårerne presser sig ikke på. Altså selvfølgelig ligger jeg da og er angst – andet ville være underligt – men det er ikke noget, der overtager den hverdag, jeg nu har tilbage. Der opstår også en masse rørende fornemmelser, når jeg taler med venner og pårørende. Dem, der har smidt alt, hvad de havde i hænderne, for at kunne være der så hurtigt som muligt.  

André, John, Halskov, Alex, Markus, Leif – Leif en mand, der hader hospitaler så meget – det er stort, at han lægger sit liv til side – både for mig – men også for dig mor – og Markus. 

Elementært – men noget jeg synes er vigtigt, så elsker jeg alle mine venner – selvfølgelig familien – men det er bare, når vennerne kommer, så er det en kombination – så føles det mere som en kombination; at venner faktisk bliver til familie.

En bekræftelse af den fornemmelse, der har ligget hos mig i mange år, nu bliver den virkeliggjort.  

Halskov: Én af de hurtigste og nemmeste venner, jeg har. Det jeg mener er, at Halskov og jeg – efter at have set hinanden et par gange – så begyndte vi bare at være venner. Jeg føler, der var et bånd – som hvis det ikke var for denne sygdom, ville have været et livslangt venskab. Kombinationen af tålmodighed og impulsivitet er unik. Dybden af venskabet er utroligt – jeg kan altid regne med ham.  

Alex er én af mine venner, som jeg virkelig har nydt at bruge tid sammen med – siden 9. kl. hvor vi mødtes hjemme hos Mikkel. Karate, Warhammer, Computer, vi har talt sammen om alt. – og så hans lidt særegne tumbethed – gør at man ikke kan føle andet end kærlighed for ham.  

John – John du er én af de mest trofaste, søde og begavede mennesker, jeg har kendt. – og velklædte… Du er den eneste person, som jeg har diskuteret med, hvor jeg følt at min egen viden simpelthen er kommet til kort. En speciel følelse, der ikke generelt har plaget mig. 

André – absolut det bedste ”longdistance relationship” jeg nogensinde har haft. I betragtning af, hvor få gange, jeg egentlig har set dig, så regner jeg dig for én af mine nærmeste venner. Jeg kan ikke lade være med at blive imponeret over den hast du kom til København fra Ålborg, da du erfarede, at jeg lå for døden. Det tror jeg ikke, alle mennesker ville gøre.  

Mikkel P, Christian Holstein, Ditlev, Tobias, David, Mikkel E og mange flere - alle mine venner – vi har kunnet tale sammen om meget, vi spillet – snakket – hygget – festet. Det har jeg sat pris på. 

Om familie 

Far – du er min far – jeg har altid elsket dig. Når jeg ligger her, kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg havde kendt dig bedre. Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der er skyld i det, men vi har bare været meget forskellige. Det synes jeg blot, du burde vide. 

Susan – du har været der, lige så lang tid jeg kan huske. Langt hen ad vejen, har du taget mig til dig som din egen søn. Det er jeg dig taknemmelig for. Jeg måske har følt, at du har troet, at du har kendt mig for godt, en ting som bl.a. har forårsaget en del af de uoverensstemmelser, vi har haft. 

Morfar – vi lavede en gang en aftale om at når din tid kom, lovede jeg at hælde en fantastisk flaske Barolo stille og roligt over din grav. Da det nu ser ud som om, at jeg ikke længere kan holde min part af aftalen, forventer jeg stærkt, at det bliver din opgave. Kære morfar du er nok det tætteste, jeg har haft på en egentlig far. Du har været en af hoveddrivkræfterne bag at få skabt den nysgerrighed over for verden, som jeg finder så vigtig. 

Mormor – du har også i høj grad været med til at forme, hvordan min opvækst er blevet. – og det er en ting jeg er glad for. 

Mormor og morfar – I har begge to været nogle fantastiske støtter her på vejen – I har altid været der – hvad enten det har været for mad, hjælp eller bare samtaler. Jeg vil dog gerne advare jer om, at selv om I altid har været en fornøjelse at tale med, så husk at brokkeri og den slags ikke nødvendigvis er en samtale, der er jer værdig. 

Leif – du er en af de bedste ting, der er sket mor i de sidste 10 år. På den baggrund er du også én af de bedste ting, der er sket mig. Jeg har aldrig oplevet min mor så tilfreds og lykkelig som når du har været der. Du har formået at være et solidt støttepunkt for hele familien i Sorø, du har formået at give Markus den støtte som han virkelig har haft brug for, og samtidig har du taget mig til dig som din egen søn. Det synes jeg, er en stor bedrift for en mand, der trods barnløshed, har valgt at bo med en kvinde og hendes børn. 

Mor – du er min mor – du er et ankerpunkt, der altid har været – en kilde af omsorg, trøst, irettesættelser og hvad der eller følger med et moderskab. Til gengæld her for 1½ år siden, blev jeg jo syg – og fra den tid af, udviklede vore forhold sig til meget mere end en familierelation. Du ertrådt over den tærskel, der plejer at ligge mellem familie og venner – og blevet en exceptionel del af begge. Så har du været mig en kilde til forundring; hvordan du i så lang tid har været i stand til at sætte alt andet til side for at passe mig. 

Markus - den bevågenhed, du har givet mig – specielt her i den sidste tid – den føler jeg måske ikke helt, at jeg har gjort mig fortjent til. Jeg er sikker på, at der er nogle gange, hvor du har haft et behov, for nærvær og samvær, hvor jeg i for høj grad har tilgodeset mine egne interesser og venner. Jeg føler mig ikke helt værdig til al den kærlighed, du har givet mig. Den beundringstrang, jeg meget ofte har fornemmet, fra din side men som ofte er blevet slået lidt hen i morskab, trods min intention var en anden – morsomhederne har ikke været slemt ment – men jeg har nok aldrig været god nok til at udtrykke, hvor meget jeg elsker dig. 

Om begravelser 

Det plejer jo at være uundgåeligt at en begravelse er en sørgelig ting, der trækker tårer og mismod. Jeg har altid ment og håbet på, at når det en gang var min tid til fylde, ville min begravelse forhåbentlig være noget, der ikke blot var trist, men derimod noget folk ville kunne glæde sig over, at der alligevel har været positive ting, der har været værd at ære og huske.  Det minder jo om en ældre tradition, der hænger sammen med det gamle gravøl og ikke den smerte og opofrelse, som har hørt den middelalderlige kristendom til. Som en bøn til jer er dette: Knib en lille tåre hvis I vil – men husk alle de gode ting, vi alle har været igennem sammen.  

Om pli 

Jeg har altid selv ment, at jeg har fået en god opdragelse, hvilket indebærer sådanne ting som pli, høflighed og ordentlig gebærdelse. Det er desværre nogle kvaliteter, jeg ser falmende i vores samfund. Hvad end det handler om at tage en bus, købe ind i et supermarked, eller bare støde på hinanden ved en gadedør. Der synes jeg ofte, man finder en mangel på et lille hurtigt smil, et lettere undertrykt ”undskyld”, eller bare viljen til rent faktisk at give andre lidt plads. Det er selvfølgelig ikke noget jeg altid selv har gjort, men jeg har altid bestræbt mig på at opføre mig korrekt. Nogle taler selvfølgelig om, at det er uddannelsessystemet, der sætter spor mere praktisk end dannelsesmæssigt. Man kan fx ofte ligge og begræde, at journalister, hvis arbejde er at skrive, rent faktisk er blevet til professionelle ekvilibrister i betydnings- og stavefejl. Det er selvfølgelig klart, at det danske samfund er blevet mere resultatpræget, men derfor synes jeg nu alligevel, at man ikke skal give køb på for meget.  

Om det politiske samfund 

Tag fx Folketinget. Hvis man kigger på deres debatter, deres interviews, så har de prøvet at holde den gængse tone, mens hvad der grundlæggende bliver sagt, i virkeligheden ofte er ret uforskammet. Én af grundene til dette tror jeg, er den store kamp om marginalvælgere. Dem, der ofte er lidt i tvivl og kan blive svøbt væk af kraftige politiske udtalelser. Selv mener jeg, at selve stemmeretten måske er for frit givet en ret. Alle folk med dansk statsborgerskab har stemmeret, hvad enten de overhovedet kender til det, der skal stemmes på og om eller ej. Min vision for et mere velfungerende samfund ville være én eller anden form for "stemmeundervisning", således at alle stemmeberettigede folk skulle tage en stemmetest på et vist niveau, for at få lov til at blive en del af vælgersamfundet. Du skal tage et kørekort, for at få lov til at have privilegiet at køre en bil, men der er intet krav for at være med til at styre staten. Det gør det let for partier at komme med storslåede beregninger eller alternative løsninger som måske lyder godt, men i virkeligheden ikke har nogen politisk relevans. Det jeg taler om er ikke en fratagelse af retten til at stemme for fx de ufaglærte. Det burde være en fri offentligt tilgængelig test baseret på nogle parametre, som jeg ikke selv føler mig i stand til at udpege. Det ville måske kunne afhjælpe nogle af de latterlige ideer og ubrugelige handlinger, som er blevet bragt frem i fokus af både opposition og regering. For mig at se handler ethvert valg ikke om, hvilket parti man er mest enig med – men snarere hvilket parti man er mindst uenig med. Dog tror jeg heller ikke, at virkeligheden er så grel, som man ofte får opstillet. Der har jo – i hvert fald de sidste fem år - ligget en voldsom interesse i begrebet ”spin”.  Det er én af de ting som mange nyhedsmedier har opfundet som en alternativ metode for deres nyhedsprodukt. For hvis alle politikere havde en så stor dækning af spindoktorer, som pressen gerne vil have os til at tro, virker det halvvejs umuligt, at der har været så mange ministerskandaler de sidste par år. 

Omkring vores mandatsystem, som jeg personligt finder underligt og forkasteligt, er selve ideen om, at de mandater, der bliver udlagt til de personer, der nu får dem – bliver personlige i stedet for partiske, således, at folk, der end ikke har fået nok mandater til et personligt mandat, kan vælge at bruge sit indvalgte partis stemmer til selv at ændre sin position blandt partierne. Fx Karen Jespersen, Naser Khader og andre er blevet valgt ind i partier uden nok personlige stemmer til et fuldt mandat – men de har alligevel valgt at skifte parti – og har stemmer med svarende til et fuldt mandat. Ganske urimeligt. 

Og så må jeg indrømme, at jeg dag for dag finder det mere og mere mærkværdigt, at et parti som Dansk Folkeparti, hvis meninger i højere og højere grad strider mod dansk og udenlandsk lovgivning, kan blive ved med at fremsætte disse uanstændige forslag og alligevel næsten nyde en fuldstændig journalistisk immunitet. Det står i voldsom kontrast til de betingelser, der gælder for de andre regeringspartier og store dele af oppositionen. Hvad det skyldes ved jeg ikke, men det virker på mig som om, at forslag, der virker bare en anelse humanistiske, bliver kørt op som det rene nonsens – som om de forslag er berøvet al den virkelighed som DF har hamret ind på den danske politiske scene. 

Jeg vil personligt mene, at en stor del af ansvaret for disse problemer både ligger i accepten af blokpolitik og journalisternes medaccept af denne ordning. Når halvdelen af alle medier fokuserer på den ene blok, mens den anden halvdel taler for den anden, så bliver der sjældent en samlet utilfredshed når menneskeligt anstødelige forslag bliver fremsat. Meget af dette har selvfølgelig en grundsten i den valgkamp, der indtil videre har kørt siden den sidste statsminister, Anders Fogh Rasmussen, trådte af. Hans videregivelse af statsministerposten har – uanset deres formåen – bibragt en svag regering. En regering som mange føler måske ikke har været berettiget til det ansvar, de har fået. Det betyder selvfølgelig at oppositionen har måttet lægge pres på regeringen og dermed startet det lange optrin til valgkamp, som vi har set denne gang. Det mener jeg i høj grad har skadet den politiske debat, da værdipolitiske forslag og partiske standpunkter i højere grad har været det i debatten mest synlige i stedet for en mere sober politisk diskussion.  

Om medier 

En ting i samfundet nu til dags som jeg mener har bevirket en ret negativ udvikling, er det større og større fokus på alt, hvad der hedder reality. Reality – et koncept som i bund og grund handler om og hylder det gennemsnitlige. Folk, der deltager i sådanne programmer viser ofte en trang til at opnå den eftertragtede berømmelse også på bekostning af deres eget renommé. Folk, der ønsker at blive kendt blot for det at være kendt. Det mener jeg er en farlig udvikling, der skaber et mere og mere antielitært orienteret samfund. Når folk selv mener, at de er i stand til at levere en optræden som de regulære professionelle, så giver det nogle resultater af lavere kvalitet. Vi ser det gang på gang inde på Christiansborg – ofte i forbindelse med Dansk Folkeparti, som gang på gang har hævdet, at eksperter har vidst langt mindre om deres eksperticeområde end DF’s egen folketingsgruppe. Et synspunkt jeg finder farligt og dumt. Det er i bund og grund det samme koncept, som man kan se i programmet X-faktor. Der har du en gruppe mennesker, der til at starte med ikke laver andet end at gøre sig selv til grin på grund af manglende selvforståelse. Senere når man bevæger sig op mod finale-stadiet, er det stadig en gruppe mennesker, som trods bedre sangkvaliteter, i virkeligheden ikke laver andet end at kopiere en kendt kunstner. Og for at være helt ærlig, hvis jeg har lyst til at høre et stykke musik, vil jeg da til hver en tid foretrække noget, der er produceret af den originale kunstner.  

Om elevatorers mystik 

Et koncept, der altid har forundret mig i høj, høj grad, er den logik, der forsvinder hos folk, når en elevatordør åbnes. Normalt ville man tro, det var en meget simpel tanke at sørge for, der er plads, før man fuldstændig uforstyrret vralter ind i det ligeså store antal mennesker, der prøver at komme ud. Det samme fænomen finder man ofte i toge, selv om der måske ved Metroens fremkomst er sket en forbedring, idet folk har opdaget, at når dørene lukker, så LUKKER de. Lidt af den samme galskab finder man ofte på gågader og stræder. Når folk, der er bekendte, vælger at gå rundt i lange kæder, og folk med cykler altid har valgt at stille cyklen på tværs, når de står og taler med andre. Ofte ser man det også, når barnevogne er involverede i det, der på en måde er opstået en stiltiende konsensus om, at de har forkørselsret over for alt. Og apropos forkørselsret er det da underligt, at man i byer ser køretøjer, der evindeligt lægger sig i vejen for biler med udrykning. Man skulle måske tro, at alle disse ting var noget man nemt ville kunne tilgodese, men det er nok en basal form for stress.  

Om stress 

Stress i dag er mere eller mindre blevet en folkesygdom. Alle har det – alle får det – sågar er der folk, der vil have det. I virkeligheden tror jeg ikke rigtig, at folk ved, hvad stress er. Stress tror jeg ofte er et misbrugt ord, for i stedet at have lidt travlt og ikke helt kunne overskue, hvad det nu er, de har travlt med. Alligevel taler folk konstant om stress – og, at de skal nå børn, arbejde, madlavning, tennisklubber osv. Det tror jeg på mange måder har noget at gøre med, at stress er blevet et statussymbol – for hvis man har stress, så har man jo travlt, er arbejdsom og har en vis grad af succes. Her ville jeg dog mene, at trods smarte jobs, hurtige biler, store huse, så er det ikke nødvendigvis det, der bringer en form for lykke i ens personlige liv. Hvis man ikke mestre muligheden for at koble af, gebærde sig lidt høfligt og tage tingene stille og roligt, vil man ofte nå et andet ofte kendt fænomen; nemlig en tur hos psykologen.  

Om psykologer 

Psykologer yder jo generelt en service, hvor de taler med folk, som har problemer og forsøger at finde en måde at lindre problemerne på. Selve den ting at gå til psykolog er i dag ikke noget voldsomt eller noget, der nødvendigvis betyder, at ens liv ikke er godt. Det kan nemt være for småting – eller for at blive affirmeret i de ting, man selv tror på. Altså i dag skal der jo ingenting til før man bliver tilbudt krisepsykologhjælp, psykologbistand eller en tur hos psykiateren. Og selv om, at det måske ikke ligger i mit lod at kritisere disse professioner, vil jeg dog gerne henvise til min morfars generation, årgang 1929. Han og lignende årgange, der stadig begunstiger os med deres eksistens, har trods alt været igennem nogle af de mest forfærdelige oplevelser, men trods disse højst sandsynligt ikke har haft adgang til, endsige brug for en psykolog. Så kan man måske spekulere i, hvordan forholdet mellem at få talt lidt ud om stress lyder i forhold til at have været igennem en tysk besættelse. Selv har jeg modtaget mange tilbud om psykologhjælp under hele det forløb, jeg har været igennem. Men jeg mener selv, at jeg har været ret afklaret omkring det, og ej har haft brug for deres ydelse. 

Om sygeplejersker, læger og andet godtfolk 

Efter at have været indlagt i godt et år, opdager man nogle små særheder og spidsfindigheder ved et hospital. Det første er, bare for at få det fra brystet; MADEN – aldrig har jeg nogensinde oplevet et så stort væld af hundeæde som det, der har været tilfældet herinde. Dette er måske nok ikke hospitalets fejl, idet udlicitering formentlig er uden for afdelingens indflydelse. Det samme gælder rengøringen  – eller manglen på samme. Det har skam ikke været ukendt, at en samlet støvbunke har flyttet sig rundt i lokalet i flere uger, ikke just det man plejer at mene er sundt for patienter uden immunforsvar. Men selv om disse ting har været rivravruskende forkerte i mine øjne, så mener jeg langt hen ad vejen, at personalet har gjort op for det. Noget personalet kan man selvfølgelig ikke med – mens andre har været så eminent indfølende, at de også græd af sorg, da jeg fik min endelige diagnose. Der har næsten kun været kvindelige sygeplejersker til stede – og det har skam været behageligt nok, hvis det ikke var for det der kendte faktum, at mænd og kvinder behandler følelser forskelligt. I de tilfælde hvor jeg i virkeligheden bare har sagt; - nå, det var da ærgerligt! Har sygeplejerskerne stået som på stikker, for at kunne holde timelange samtaler om tilstanden, følelser og så videre. På den modsatte side har vi lægerne, der knapt nok har kunnet sige noget andet end brummet lidt og givet et fast håndtryk. Et skægt fænomen som man måske i virkeligheden burde overveje at instruere personalet lidt mere jævnt i. Fx – Gud forbyde det – bruge en psykolog til de interne kurser om formidling af fatale budskaber… 

Om tid 

Én egenskab man bliver nødt til at optræne, hvis man skal gennemgå et hospitalsforløb er erkendelsen af, at tiden ikke fungerer i et normalt spektrum. De famøse fem minutter og halve timer bliver ofte noget, der sker et par timer – eller sågar et par dage - efter. Derfor er tålmodighed en herlig dyd, undtagen selvfølgelig, når de vælger at handle, før der overhovedet er blevet udskikket en kurs.  

Om det danske sprog 

Sådan som sproget er i dag, bliver personer som jeg måske ofte betegnet som at have et lidt gammeldags sprog. Jeg vil da gerne indrømme, at jeg hører til én af de personer, der stadig staver linie med i – og mayonnaise uden æ. Det har noget at gøre med den måde som Dansk Sprognævn sørger for at ændringer i sproget bliver tilrettelagt i de nye retskrivningsordbøger. God standard efter deres skik er selvfølgelig at se på, hvordan majoriteten udtaler og skriver ordene, men med den generelle konsensus, der ligger i de højere akademiske lag om, at danskere især unge bliver dårligere og dårligere til at stave, ville det måske være værd at overveje, hvor hurtigt sådanne ændringer træder i kraft.  Nogle ord i dag har sågar flere forskellige stavemåder, hvoraf nogle af disse efter min mening er fuldkommen idiotiske. Fx ord som Schweiz – kan staves som Svejts – eller et normalt fysisk begreb som en ion kan nu også staves som én eller anden uduelig popstjerne. Jeg mener, det generelt er en farlig udvikling for sproget, da man med hurtigere og nemmere ord er i fare for at miste den dybde og de nuancer som det danske sprog også indeholder. Problemet kan også give udtryk for betydningsfejl. Tag nu fx ordet ”bjørnetjeneste”, noget som efter den nye betydningsordbog, kan betyde både en velment tjeneste, der ikke har hjulpet – eller en meget stor tjeneste. Det giver ikke nogen mening. Én af grundene er tydeligvis en manglende forståelse af ordets oprindelse. Det kommer fra én af Æsops fabler, men der er åbenbart så mange folk, der har manglet undervisning, interesse eller nysgerrighed til at finde ud af, hvorledes ordet bruges. Selve det at bruge ord, man ikke forstår, er ofte noget, man ser på Universitetetsfronten. Ofte har jeg hørt folk, der nyligt har lært forskellige faglige termer, såsom; paradigme – for derefter at applikere det til alt, hvor vedkommende tror, det passer – og således forsøger at virke som en større sproglig ekvilibrist end vedkommende er.  

Om døden 

Jeg har altid betegnet mig selv som en agnostisk kulturkristen. Dvs. at jeg tror på, at der eksisterer mere end man umiddelbart kan måle og veje – og samtidig mener jeg, at der findes en del gode ting at bevare i den kristne tradition. Derved ikke sagt, at jeg nødvendigvis tror på sådan som Himmel og Helvede, ej heller begreber som reinkarnation, men eet eller andet sted har jeg måske et lille håb... 

fra J.R.R. Tolkien: The Lord of the Rings: The Return of the King: 

Pippin: I didn't think it would end this way.

Gandalf: End? No, the journey doesn't end here. Death is just another path... One that we all must take. The grey rain-curtain of this world rolls back, and all turns to silver glass... And then you see it.

Pippin: What? Gandalf... See what?

Gandalf: White shores... and beyond, a far green country under a swift sunrise.

Pippin: [smiling] Well, that isn't so bad.

Gandalf: [softly] No... No it isn't. 

Om alkohol 

På trods af, at jeg de sidste 1½ år ofte har måttet holde mig fra at indtage alkohol, har hele min indtagelse af alkoholiske drikke efterhånden ændret sig drastisk siden starten af 20’erne, vel at mærke mine 20’ere. Der var en gang, hvor man i ungdommelig kådhed næsten drak alt, man fik fingre i, om det så gjaldt laxe pilsnere, 25-kroners rødvin, absint eller finsprit. Så er jeg med alderen blevet langt mindre fokuseret på beruselse, men har til gengæld nydt at kunne drikke varer af høj kvalitet. Det være sig importeret øl, ordentlige gin og tonics eller en smældgod Amarone. Det er måske i virkeligheden én af måderne man kan måle lidt på, at man stille og roligt bliver ældre, når trangen til smag overhaler trangen til beruselse. Så til alle yngre mennesker, der læser dette – vil jeg inderligt anbefale, at de penge, man nu ofte ville bruge på billigt sprøjt, i stedet samler sammen, så man måske godt nok drikker lidt sjældnere, men i det mindste får drukket med manér.  

Om ro i nattelivet 

Ofte, hvis man er ude i byen med sine venner, er der primært to typer steder, man kan bevæge sig ind. Diskoteker og Værtshuse. I kraft af min egen natur, har jeg altid haft en vis aversion mod diskoteker, hvor lydniveauet ligger så højt, at man knap nok er i stand til med ord at tilbyde en sød pige en drink. Der mener jeg, at et værtshus nogenlunde afslappethed giver mulighed for hyggeligere stunder. Det er muligt at snakke både med hinanden og andre, og der er ikke altid det pres af en kødrand som man finder på de diskotekssteder, der er ”in”.  

Om vold i nattelivet 

Også her mener jeg, at der er store fordele ved at sidde og drikke nogle øl på et værtshus. Jeg synes langt tiere, at folk med venner og bekendte, der var ude for at skabe sig en misforstået form for renome ved at starte et slagsmål har taget sit udgangspunkt i diskotekets neonlys. Ganske vist kan man da også støde på den slags mennesker på et værtshus, men jeg synes af personlig erfaring, at der er meget sjældnere det sker. En helt anden ting som jeg beklageligvis mener er forsvundet i den voldeligere side af samfundet er begrebet om ære.  

Om ære 

En gang var det kutyme hvis to personer havde en uoverensstemmelse, at de gik udenfor og ordnede det indtil én af dem lå på jorden. Hele denne praksis virker i dag til at være forsvundet, og det der gælder i gaderne nu er blevet en form for bandementalitet. Heller ikke i dag er det normalt at starte et slagsmål, med mindre man selv har medbragt våben og ud over det, har man da hørt mange tilfælde, hvor folk har fortsat med at tæve løs på et offer, der allerede lå ned og var ukampdygtigt… Hvor denne skik er kommet fra, er jeg langt fra sikker på, men jeg mener, at det er et enormt skridt i den forkerte retning.  

Om arkitektur 

Der bliver i dag bygget mange bygninger rundt omkring, i hvert fald i København. Særdeles mange i forbindelse med Ørestaden – og som enhver bygning, der prøver at skabe lidt opmærksomhed, skal de selvfølgelig designes af en arkitekt. Nu ved jeg ikke, hvad det er arkitekter i virkeligheden fejler – sågar, har jeg endda svært ved at klandre den, der bygger makabre højhuse eller kunstnere som Poul Gernes, der farvelagde Palads Teatret i 1989. Selv dem, der har tegnet skæve bygninger, fordi, det var muligt, finder jeg det ret svært at hæve en negativ røst imod. Der hvor det imidlertid – i mine øjne – er gået fuldstændig galt er hos de mennesker, der har bestilt og betalt sådanne gyselige kreationer. En arkitekt er en mand med visioner, ikke at jeg ofte er enig i disse, men hvordan kan bestyrelsesformænd, udvalgsarbejdere gang på gang blive enige om én eller andet tosset arkitekt får frit lejde til at hærge den visuelle offentlighed.  

Om kunstnere 

Der skal i dagens Danmark ikke gøre så meget før folk erklærer sig selv for kunstnere, digtere, malere og så videre. Men hvis man ser nogle af de afskyeligheder af monumenter, som generøst er hældt ud over ellers pæne åbne arealer, må jeg ind imellem græmmes.   Det samme gælder digtere, der skriver et eller andet som taler til deres egen person, selv udgiver det – for derefter at erklære sig selv for forfattere og digtere. Men de allerværste synes jeg dog er de skabninger, der kalder sig performance-kunstnere. Hvad end det er guldfisk i en blender, afføring på dåse, en ubemandet æblebod, eller en mand, der vælger at male et maleri ved at kaste en spand maling på et lærred. Hvordan disse personer har frækheden til at kalde sig selv for kunstnere ligger langt over min fatteevne. Men jeg må så desværre erkende, at de har lov til at grine hele vejen ned til banken.